Tiden var moden til der skulle ske noget nyt med hjemmesiden. Her i indlægget vil jeg dykke nærmere ned i hvad der er nyt, og hvad du får ud af at bruge dnsinfo.dk.
Det er nok ingen hemmelighed at hele planen med ombygning af siden har taget en helt ny drejning siden idé-fasen. Derfor er der forsvundet enkelte ting fra siden, men alt i alt er siden lavet med henblik på at give dig den bedst mulige oplevelse.
Nyt intuitivt design
Alle elsker et godt design, og når det er ens primære DNS værktøj, så må det også gerne skinne igennem at der rent faktisk er professionelle tanker bag. Det nye design har både mere fokus på mobilvenlighed, og den generelle brugeroplevelse – det skal være en fornøjelse at bruge siden!
Som et plus, er alle reklamer og overflødige elementer blevet fjernet, så siden igen er til at holde ud at se på (ja, det var også irriterende at se på som ejer).
Nye DNS funktioner
Der er kommet flere nye små og finurlige funktioner, samt en masse forbedringer på siden. Den største og mest markante ændring er at hjemmesiden er flyttet til ny server, hvor performance er blevet en reel prioritet.
Under almindelige DNS opslag er der tilføjet DNSSEC status og oppe-status, samt generelt mere informativ info sektion. Det samme gør sig gældende under Whois opslag, der rent faktisk har fået en info sektion, der gør det hele lidt mere overskueligt.
Der er kommet ny funktion til “Bulk DNS opslag” – altså opslag på flere domæner ad gangen, da det længe og ofte har været efterspurgt.
Funktionen til IP/server lokation er blevet ombygget fra bunden, således at man nu får langt mere præcise resultater, i stedet for sådan lidt tilfældig kvalitet. Tilfældige tests har vist præcision ned til få hundrede meters afvigelse.
Hvad er blevet nedprioriteret/omprioriteret?
Planerne med siden var store – måske endda lidt for store. Det betyder at API’et er nedlagt for nu, da ny strategi også ville betyde nyt API. Havde også en plan om at lave en såkaldt DNS watch som også må vente til en senere version. Og sidst men ikke mindst var der planer om at lave eksport af zonefiler, men den del har vist sig at være langt mere kompliceret (hvis det skal gøres korrekt) end som så.
Der arbejdes fortsat på nye funktioner der naturligvis udrulles som de er klar, men det primære fokus lige nu, er stabilitet og performance.
Bloggen og ordbogen er blevet omskrevet, og det samme er mange af de statiske sider til opslag. Målet har været at samle så meget info de samme steder, så det bliver lettere og mere overskueligt at navigere rundt i.
Hvad synes du om den nye version? Er der funktioner du savner på siden? Så smid gerne en kommentar nedenfor 🙂
Del dine tanker og kommentarer